Hvem er vi
Om MFRs venner
En dansk græsrodsorganisation der bygger på faglighed
Maison Familiales Rurales’ venner i Danmark (MFRdk) blev oprettet i 1988. Foreningen blev oprindeligt grundlagt af en flok ildsjæle, der igennem studiebesøg i Senegal fattede sympati for den senegalesiske bondebevægelse ANMFRs (Association Nationale des MFR) arbejde i Senegal. ANMFR arbejder for at forbedre landbefolkningens levevilkår ved gennem uddannelse at løse de problemer, befolkningen lokalt står overfor.
Formålet med MFRs venner er at udbrede kendskabet og støtte til ANMFRs arbejde i Senegal. Arbejdet retter sig såvel mod forholdene i Senegal via konkrete bistandsprojekter som mod den danske offentlighed og det danske bistandsmiljø.
Siden 1988 har medlemmer af MFRdk været på talrige ophold i lokale MFR-centre i Senegal og herigennem opbygget et stort kontaktnet. Mange af vores tidligere projekter er således vokset frem som resultat af personkontakter mellem lokale medlemmer af MFR i Senegal og medlemmer af vores støtteforening. I Danmark har MFRdk formidlet kendskabet til såvel ANMFR som senegalesiske forhold generelt. Vi har fx inviteret lokale MFR-vejledere til Danmark, hvor de har været på foredragsturné, vi har udarbejdet en udstilling som har været rundt på biblioteker, vores medlemmer har holdt foredrag om MFR og vores projekter, og vi deltager i en række netværk, fx Uddannelsesnetværket. Senest har vi arrangeret et debatarrangement om kvinder i Senegal.
Bestyrelsen 2011:
Ebbe Prag, formand, er ph.d. i Internationale Udviklingsstudier (RUC) på en afhandling om politik og kvinder i Senegal og nu postdoc samme sted. Har udført evalueringsarbejde i Vestafrika.
- Signe Bennebo Jensen, næstformand, er cand.mag. i Pædagogik og Internationale Udviklingsstudier med speciale i alfabetisering, læring og udvikling i Senegal. Hun har endvidere i samarbejde med Ditte-Marie From gennemført en evaluering af albetiseringsprojektet i Senegal.
- Jørgen Hübertz, kasserer, er civilingeniør med 39 års erfaring fra den danske miljøadministration i projektarbejde, organisation og økonomistyring. Han har besøgt Senegal 6 gange siden 1989 sammen med hustruen Gina Smith, der har arbejdet meget med studier af islam i Senegal.
- Jens Dolin er uddannelsesforsker (SDU) og kulturgeograf og har gennem 30 år arbejdet med udviklingsproblematikker og uddannelse. Han har bl.a. sammen med Henrik Nielsen skrevet ’Uddannelsesprojekters virkninger’ i Virker udviklingsbistanden?, Den Ny Verden 3, 2000. Han sidder i Styregruppen for Uddannelsesnetværket og er aktiv i temagruppen ’Læring og udvikling’.
- Per Bregengaard, cand.mag. i samfundsfag, historie og u-landspædagogik, arbejder som gymnasielærer. Gennemførte i 1987 et forskningsprojekt om MFRs pædagogik finansieret af Forskningsrådet for U-landsforskning: ”Vejleder i uddannelse til omgivelserne”, fransk version: ”Une moniteur – et non un ”maitre””. Har gennem 1980’erne og 1990’erne skrevet en række artikler om MFR og Senegal.
- Lise Rosendal Østergaard er cand.mag. i Fransk og Internationale Udviklingsstudier (RUC) og master i International Health (KU). Hun har beskæftiget sig med Vestafrika gennem ansættelse ved UNFPAs landekontor i Benin og ved det regionale tekniske kontor i Dakar. Hun er koordinator ved Aidsnet –Det Dansk NGO-Netværk om Aids og Udvikling og har gennem egen forskning beskæftiget sig med kønsforhold og aids i Senegal.
søndag den 29. maj 2011
Til stede: Lise Rosendal Østergaard, Signe Bennebo Jensen, Jørgen Hübertz, Trine Io Bjerregaard, Jens Dolin, Per Bregengaard, Ebbe Prag, Pia Weise Pedersen, Inger Kjeldsen, Ole Olsen, Gina Gertrud Smith og Britta Kragh.
1) Valg af dirigent
Gina Smith
2) Valg af referent
Britta Kragh
3) Formandens beretning for det forløbne år
Lise indledte med at sige, at bestyrelsesarbejdet er for ”fastholdere” og takkede bestyrelsen for det store arbejde med alfabetiseringsprojektet, som er helt afsluttet den 1. juli 2011, når den endelige rapportering er sendt til Projektrådgivningen. Formanden rettede en speciel tak til Signe for hendes arbejde som koordinator og til Jørgen for hans arbejde som foreningens kasserer.
Lise supplerede sin skriftlige årsberetning (årskrift 2009/2010) med at sige, at slutevalueringen af alfabetiseringsprojektet havde vist, at projektet på langt de fleste områder var gået godt. Men resultatet af den del, der vedrørte organisationsopbygning og ’advocacy’, var mere tvivlsom. Lise stillede det spørgsmål, om vi har afleveret vores samarbejdspartner ANMFR i bedre stand, end da vi startede projektet, og hun konkluderede, at det ikke så ud til at være tilfældet. ANMFR er i krise, bl.a. på grund af udsmidningen fra deres hovedkvarter i Thies, og det er svært for en lille NGO som vores at gøre noget pr. langdistance. Desuden har ANMFR ikke været særlig aktiv ift. kapacitetsopbygning. Ved afslutningen af alfabetiseringsprojektet var ANMFR løbet ind i flere problemer, fordi organisationens revisor pludselig døde.
Lise mente, at MFRs Venner har gjort, hvad vi kunne, for at projektet skulle blive ordentligt gennemført med monitoreringsbesøg, evalueringsrejser og organisationsopbygningsseminar, filmprojekt osv.
I det sidste år har vores forening udsendt et fint årsskrift, haft kontakt med de andre vestafrika-foreninger, deltaget i Uddannelsesnetværket og holdt møde med Dansk LandboUngdom.
Lise sluttede sin beretning af med at meddele, at hun havde holdt sit løfte om at være formand i hele projektperioden og fremover ønsker at være almindeligt medlem af bestyrelsen.
Formandens beretning lagde op til en diskussion af, om MFRs Venner kunne have gjort mere for at styrke ANMFR som organisation. Ebbe mente, at vores indflydelse på, hvad der sker i Senegal og magtforholdene i landet er meget begrænset. Det har været et stort tab for MFR-bevægelsen og landmændene generelt, at ANMFR er blevet smidt ud af hovedkvarteret i Thies. Men vores projekt har bl.a. medvirket til, at ANMFRs formand og direktør har været på besøg på alle MFR-centre og diskuteret, hvordan man kunne skabe mere dynamik, og hvad et kommende landbrugsprojekt skulle indeholde. Per var enig i, at det nationale niveau (ANMFR) var svækket, men ift. 1980’erne var medlemsbasen faktisk styrket. Hvis organisationen på det nationale niveau skulle blive endnu mere svækket, så ville det lokale niveau tage over og evt. gå ind i andre landbo-bevægelser. Pia mindede om, at formålet med vores forening er at støtte landbefolkningen i at få et bedre liv, og hun var sikker på at de MFR-medlemmer, der havde deltaget i vores projekt, i det mindste havde fået en større indsigt i, hvordan de kunne forbedre deres livsbetingelser. Gina syntes, det var meget vigtigt at holde fast og fortsætte foreningens arbejde for at sikre, at der i Danmark er fortalere for befolkningen i Senegal.
Formandens beretning blev godkendt.
4) Rapport om afslutningen af alfabetiseringsprojektet i Kaolack, Fatick og Diourbel og
diskussion af det fremtidige arbejde i foreningen
Signe påtog sig at lave et forslag til slutrapportering til PRNGO og rundsende det til bestyrelsen.
Debatten om det fremtidige arbejde kan kortes ned til, at den nye bestyrelse definerer, hvad der er ressourcer til i løbet af det næste år, og om der skal søges penge til et nyt landbrugs-uddannelsesprojekt i samarbejde med ANMFR. Et sådant projekt vil være en spændende fortsættelse af MFRs Venners arbejde med uddannelse og udvikling.
Der var forslag om, at bestyrelsen gør et stykke arbejde for at få flere medlemmer i foreningen (fx. studerende fra RUC) og afholder et fælles møde med de andre Vestafrika-foreninger, hvor Camilla Strandsbjerg og Eric H. Komlavis film om tidligere slaver i Benin og Signe og Magnus’ film af MFR vises.
5) Godkendelse af det reviderede regnskab og forelæggelse af budget
Kasserer Jørgen uddelte MFR’s Venner i Danmarks årsregnskab 2010 og foreningens projektregnskab for alfabetiseringsprojektet 2008-2010.
Han påpegede, at projektet er blevet gennemført pænt inden for budgetrammen, men at ANMFR har haft et merforbrug på ca. 30 mio cfa. De har tilbudt selv at dække dette beløb, selv om de fastholder, at udgifterne har været nødvendige for gennemførelsen af projektet, og at revisoren har kontrolleret bilagene.
Jørgen anbefalede, at vi søger PRNGO om at måtte bruge ca. 20.000 kr. af ”budgetmarginen” til at ANMFR kan dække deres revisorudgifter, der er blevet større end forventet som følge af revisor Kébés død. Der var tilslutning til, at Jørgen søger PRNGO om dette og beder om et hurtigt svar, således at regnskabet kan afsluttes og sendes til vores revisor i Danmark.
Regnskabet blev herefter godkendt.
Budget for næste år blev godkendt.
6) Eventuelle forslag
Der var ikke indkommet nogen forslag.
7) Valg af bestyrelse
Trine meddelte, at hun ikke genopstiller til bestyrelsen, mens de øvrige gerne vil fortsætte.
Den nye bestyrelse: Lise Rosendal Østergaard, Signe Bennebo Jensen, Jørgen Hübertz,
Ebbe Prag, Jens Dolin og Per Bregengaard.
Ole Olsen stiller sig til rådighed for bestyrelsen, hvis der er noget, som foreningen kan bruge hans ekspertise inden for udvikling og miljø/landbrug til, og han blev budt meget velkommen til at deltage i bestyrelsesmøderne.
Valg af to kritiske revisorer
Pia Weise Pedersen og Britta Kragh ville gerne fortsætte som kritiske revisorer.
9) Eventuelt
Ingen punkter.